VINYASA YOGA
 

Vinyasa eller vinyasa/hatha flow er en dynamisk yogaform, hvor man kæder åndedræt og bevægelser sammen, og der er fokus på at bevæge sig et flow, det kan være hurtigere eller langsommere. Timerne kan være både fysisk udfordrende og styrkende, eller mere blide og nede i tempo, og kan være meget forskelligt opbygget fra lærer til lærer, eller fra gang til gang alt efter klassens tema. 

Mine vinyasa-timer henter inspiration fra både ashtanga, hatha yoga og yin yoga og er tit bygget op over et tema - fx skuldre, topryg, twists, hofter, stærke ben, sidestræk, morgen- eller aftenyoga. Vi laver både blidere serier af stillinger liggende eller siddende på gulvet til at strække og varme op, og mere dynamiske stående serier bygget op omkring solhilsner og forskellige stående variationer, hvor der fx kan være fokus på at arbejde med stærke ben og fødderne i gulvet, åbne og strække ryg og bryst for at give plads til åndedrættet og udfordre os selv i balancestillinger. Nogle gange holder vi stillingerne i længere tid, andre gange flyder vi mere i bevægelse. 

Hele tiden med fokus på at trække vejret sammen med bevægelserne og for at arbejde henimod mental ro. Alle timer slutter med en god afspænding.